Fantastiske billeder af amning fra hele verden
Amning
Amning er godt for dit barn bl.a. fordi det nedsætter risikoen for infektioner og komælks-allergi. Din mælk ændrer sig løbende så den tilpasser sig barnets skiftende behov. Sundhedsstyrelsen anbefaler fuld amning i de første 6 måneder af barnets liv.
Amning og vitaminer, mineraler og antistoffer
Når du føder, har du råmælk i brysterne. Den er koncentreret og fyldt med bl.a. vitaminer, mineraler og antistoffer. Råmælken findes ikke i store mængder men netop i den mængde dit barn har brug for i de første dage. Barnet har en “madpakke” med, som det tærer på, indtil mælken løber til.
Udbud og efterspørgsel
Når du ammer er mælken afpasset, så barnet til at starte med får den tynde mælk der slukker tørsten, og senere i amme måltidet den fede mælk, som indeholder mange af de næringsstoffer barnet har brug for men samtidig også mætter barnet. Mælkeproduktionen fungerer efter principperne “udbud og efterspørgsel”. Det vil i praksis sige at jo oftere du lægger barnet til brystet i begyndelsen, desto mere mælk vil der blive produceret – både nu og her og på længere sigt.
Fokus på modermælken
Der er meget fokus på modermælk som sund ernæring og amning som godt for mor-barn kontakten. Har du ikke lyst til at amme er det vigtigt at du snakker med din jordemoder i graviditeten omkring barselsperioden.
En del kvinder, som ikke ønsker at amme føler sig pressede til det og møder ofte en del fordomme.
På www.flaskebarn.dk kan du søge information og støtte fra amme eksperter samt læse andre mødres beretninger og erfaringer med både flaskebørn og amme børn.´Uanset hvad der sker så husk på, at moderskabet trods alt ikke sidder i brysterne!
Se de fantastiske billeder af ammende kvinder fra hele verden her.
Venlig hilsen
Birgit Thalwitzer, Jordemoder