Fysisk Aktivitet i 1. trimester
Fysisk aktivitet under graviditeten er både godt for dig og dit kommende barn. Ved at være fysisk aktiv under din graviditet kan du opleve enklere fødsler, færre komplikationer, større selvfølelse og mindre tegn på stress hos barnet under fødslen.
I første trimester oplever mange kvinder træthed og kvalme, da graviditeten skaber store hormonelle forandringer i kroppen. Derfor kan det for nogen være svært at finde overskud til motion og fysisk aktivitet først i graviditeten. Det anbefales dog stadig, at man er fysisk aktiv i første trimester, da det faktisk kan være med til at reducere kvalmen og trætheden.
Der er mange måder at være fysisk aktiv på i første trimester, for eksempel:
- Cykling
- Gå en rask tur
- Løb/jogging
- Svømning
- Styrketræning
Det er desuden en god idé allerede i første trimester at begynde på bækkenøvelser, da bækkenet vil blive belastet meget under graviditeten og derfor har brug for at blive styrket.
Afhængig af hvor meget energi du har i første trimester, er det muligt at lave de fleste former for fysisk aktivitet. Du bør dog være opmærksom på risici ved:
- Fysisk aktivitet, hvor kredsløbet presses maksimalt, hvis du ikke tidligere har været vant til denne form for træning
- High-impact aktiviteter, dvs. motion der indeholder kraftige afsæt eller kortvarige store belastninger.
- Overophedning, da det kan have alvorlige følger for både mor og foster
Da det ikke er alle, der har overskud til at være fysisk aktiv 30 minutter i træk, er træningsprogrammet delt op i tre små programmer af 10 minutters varighed. Hermed kan du selv vælge, om du vil lave alle tre programmer på en gang, eller om du vil dele dem op i løbet af dagen. Træningsprogrammet tager udgangspunkt i nemme øvelser, som du kan lave i hverdagen, og indeholder både øvelser, der får pulsen op, og øvelser, der styrker muskler og knogler.
Kilder:
Pedersen, B. K. (2012): Graviditet & motion. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck: København
Sundhedsstyrelsen (2011): Fysisk aktivitet – håndbog om forebyggelse og behandling
Udarbejdet af: Christine Munk Rasmussen og Nanna Glent Buch, Professionsbachelorer i Ernæring og Sundhed