Hvad har en hjemmefødsel med en fest at gøre?
Igår var jeg igen på hjemmebesøg hos vores kommende hjemmeføder. Vi fik de sidste detaljer på plads bl.a. alt det praktiske omkring afdækning – selvom jeg på ingen måde i praksis oplever at en hjemmefødsel er forbundet med svineri overhovedet ! Alligevel er det rart at have alle detaljer på plads og det fik vi……nu står hjemmefødselstasken i køkkenet og venter på veerne – så hyggeligt :0)
Under besøget kom vi til at snakke om den ro, der er forbundet med at skulle føde hjemme, og ikke mindst at kunne være i egne omgivelser, uden at skulle på en forstyrrende køretur midt i alle veerne (så længe alt forløber normalt naturligvis!! Hvilket det dog gør i langt de fleste tilfælde).
I virkeligheden er det svært at forklare den ro en hjemmefødsel giver, til nogen der ikke har prøvet det, men den bedste sammenligning jeg kan drage umiddelbart, er forbundet med at skulle til fest.
Alle kender det at være til fest, hvor man skal køre hjem samme aften. Det giver en uro ift. timingen af ikke at drikke for meget, men også at skulle begive sig ud i trafikken sidst på natten efter en lang aften.
Hvis man derimod skal blive og overnatte til dagen efter, “flytter man ligesom ind” på en anden måde, og kroppen slapper mere af, da den ikke skal præstere en køretur med en træt chauffør bag rattet senere – kroppen slapper ganske enkelt mere af!
Har du gjort dig nogle tanker omkring hjemmefødsel og fordele/ulemper, så del dem med alle os andre – vi vil glæde os til at høre fra dig :0)