Ofte stillede spørgsmål

 

Skal jeg tage ægløsningstest eller scannes for ægløsning?

Vi har haft den samme succesrate for de kvinder, der scannes og de som tester med ægløsningstest. Derfor er det helt op til dig, om du vælger den ene eller den anden metode.

Er der problemer med at teste for ægløsningen er det altid en god ide at scanne.

 

Min ægløsningstest var positiv i morges – nu til middag har jeg taget én igen, og den er negativ – hvordan kan det være? har jeg ikke ægløsning mere?

Testen er følsom for hvor koncentreret din urin er. Hvis du tager den med den første morgenurin, kan den vise udslag for tidligt. Desuden er der stor forskel på, hvor hurtigt det ægløsnende hormon topper hos den enkelte kvinde. Der for anbefaler vi at du ikke tager flere ægløsningstest når først du har haft én positiv.

 

Hvornår kan jeg blive insemineret efter vaccination mod Røde Hunde?

Efter tre måneder. Hvis du insemineres før denne periode er der risiko for, at dit barn kan få svære misdannelser.

 

Kan jeg gå i svømmehallen efter inseminationen?

Det er en god idé at vente et par dage efter inseminationen for at minimere din risiko for infektion. I øvrigt kan du være fysisk aktiv som du plejer.

 

Hvornår kan jeg teste for graviditet?

Du kan teste ca. 14 dage efter inseminationen, eller den dag din menstruation udebliver.

 

Hvor mange gange kan man blive behandlet med insemination?

Er du sund og rask og bliver behandlet med donorsæd, kan vi forsøge op til 6-8 inseminationer, lidt afhængig af din alder. Det hele afhænger af din aktuelle situation, som vi løbende snakker om, når du kommer på klinikken.

 

Hvad er chancen for at blive gravid uden behandling?

Når man er 25 år tager det i gennemsnit 4 måneder at blive gravid.

Når man er 35 år tager det i gennemsnit 8 måneder at blive gravid.

Har du forsøgt at opnå graviditet i mere end 12 måneder er der god grund til at begynde en udredning for at undersøge om der er en årsag til at du ikke er blevet gravid.

 

Hvad er endometriose?

Nogle kvinder har livmoderslimhinde i bughulen – altså uden for selve livmoderen. Den kan sidde i æggestokkene, på æggelederen og på tarmene. Det hyppigste symptom er kraftige underlivssmerter lige op til menstruationen. Endometriose kan også give blodfyldte cyster i æggestokkene.

Endometriose findes hyppigere hos barnløse kvinder end hos kvinder der har født. Man ved ikke med sikkerhed, om endometriose er årsagen til barnløshed. Ofte har kvinder med endometriose sværere at blive gravide ved insemination end andre kvinder og må i stedet have behandling med IVF.

 

Hvad er PCOS?

Forkortelsen står for ” Poly Cystisk Ovarie Syndrom”. For at opfylde kriterierne for PCOS skal 2 ud af følgende 3 fund være til stede:

  • Lange intervaller mellem menstruationerne (over 35 dage)
  • Ved ultralydsscanning ses mere end 10 små ægblærer i æggestokken pr. billede
  • Akne og øget behåring eller forhøjet mandligt kønshormon i blodet

Kvinder med PCOS har problemer med ægløsningen. Ofte er de også overvægtige. Vægttab og kostændringer kan ofte løse problemet. Alternativt kan æggestokkene stimuleres med hormon, således at der modnes et æg hver måned.

 

Hvordan undersøger man, om der er passage i æggelederne?

Passagen kan undersøges ved hjælp af ultralyd. Der føres et tyndt kateter gennem livmoderhalsen op i livmoderhulen.

Herefter skylles væske op gennem kateteret samtidig med at der ultralydsscannes.
Kan man se væsken løbe ud gennem æggelederne og samle sig omkring æggestokkene er der passage.

En anden mulighed er at undersøge passagen ved hjælp af røntgenkontrast.

 

Hvorfor får man aflukkede æggeledere?

Det skyldes som regel en seksuelt overført infektion, som oftest med Chlamydia. Over halvdelen af alle Chlamydia infektioner er symptomfrie, og det er derfor ikke sikkert at du har opdaget det, hvis du har haft infektionen tidligere i dit liv.

Desuden kan en graviditet i æggelederen eller en sprængt blindtarm ødelægge passagen i æggelederne.

 

Hvad kan jeg selv gøre for at behandlingen lykkes?

Rygning, alkohol og overvægt er nogle af de faktorer hvis indflydelse er undersøgt og dokumenteret bedst.

 

Alkohol

Indtagelse af alkohol bør være så beskeden som muligt. Formentlig nedsætter selv et lille indtag af alkohol (1-5 genstande om ugen) frugtbarheden.

Mandens indtagelse af alkohol ser ud til at være af mindre betydning.

 

Tobak

Rygning nedsætter frugtbarheden hos kvinder. Hos mænd nedsætter rygning sædkvaliteten. Derfor er det en god idé for begge parter at holde op med at ryge.

 

Kaffe/koffein

Koffein findes i kaffe, te og cola. Muligvis kan et stort forbrug – det vil sige mere end 5 kopper/glas per dag – mindske chancerne for at blive gravid.

 

Medicin

Tager du medicin, bør du tale med din læge om det. I nogle tilfælde kan du måske ophøre med at tage medicinen, eller behandlingen kan ændres til et andet præparat, som ikke skader graviditeten.

 

Påvirkninger fra arbejdet

De fleste former for arbejde påvirker ikke graviditetschancen. Arbejde der giver risiko for udsættelse for kemiske stoffer (for eksempel organiske opløsningsmidler eller stoffer til skadedyrsbekæmpelse) eller for røntgenstråling kan muligvis påvirke frugtbarheden.

Er du i tvivl, så tal med arbejds­pladsen eller arbejdsmedicinsk klinik om det.

 

Vægt

Både overvægt og undervægt mindsker chancen for at blive gravid. Der er også større risiko for komplikationer under graviditeten og ved fødslen, hvis du er overvægtig.

Et forhøjet insulinniveau i blodet kan også påvirke dine fertilitetshormoner. Læs mere herom i bogen ”spis dig gravid” eller spørg os på klinikken.

Normal vægt og overvægt/undervægt bedømmes ud fra ”Body Mass Index”. BMI mellem 20 og 25 er det optimale. Frugtbarheden kan være nedsat, hvis BMI er mindre end 19 eller over 29.

Er du i tvivl så kontakt os så vi kan hjælpe dig med at beregne dit BMI.

 

Folinsyre

Tilskud af folsyre/folinsyre anbefales til alle kvinder, der forsøger at blive gravide og i de første 12 uger af graviditeten. Indtagelse af folinsyre nedsætter risikoen for at barnet får rygmarvsbrok med 75%. Sundheds­styrelsen tilråder tilskud af 400 mikro­gram folinsyre daglig.

 

Vitamin D

En del nye undersøgelser tyder meget på at Vitamin D er lavt hos personer, der bor i lande med meget lidt sol i mere end halvdelen af året. Undersøgelser der tyder på, at vitamin D tilskud også kan være en god ide ved fertilitetsproblemer, hvis dit vitamin D er lavt.

En undersøgelse er nu også i gang for at belyse D-vitamins påvirkning af sædkvaliteten. Den tyder på, at de allerede producerede sædceller kan få nedsat bevægeligheden ved lavt D-vitamin.

Vi anbefaler at du spiser kosttilskuddet Bio-Gravid fra graviditeten planlægges og til amningen er afsluttet. Bio-Gravid sikrer dig optimal tilførsel af alle de vigtige vitaminer og mineraler i virksomme mængder.
Du kan købe Bio-Gravid hos Matas og i helsekostforretninger eller på Graviditetsshoppen.dk.

 

Skader rygning mænds sædkvalitet

Det er påvist, at sædceller fra rygere indeholder flere DNA-skader end sædceller fra ikke-rygere. Især mænd med nedsat sædkvalitet kan øge chancerne for graviditet ved at stoppe helt eller nedsætte tobaksforbruget.

 

Hvad kan være årsagen til barnløshed:

Kvinder:

  • Aflukkede æggeledere
  • Manglende ægløsning
  • Endometriose
  • Muskelknuder i livmoderen (fibromer)
  • Alder og æggenes kvalitet

Mænd:

  • Nedsat sædkvalitet
  • Manglende sædstrenge
  • Mandens alder
  • Det er langt fra altid, at man finder årsagen til barnløsheden.