Mor, skal vi ikke have en lillebror eller lillesøster?
I sidste uge, var vi på et skønt barselbesøg hos en god kollega. Da vi købte barselgaven dagen forinden sagde min datter Ida på vej ud af butikken: “mor, hvorfor er det at vi ikke må få en lillebror eller lillesøster?”.
Ida på 7 og Hector på 3 har gennem længere tid vist stor interesse for, at få en lille ny baby i huset. Ida har endda været i fuld gang med at finde alle de babyting hun har til dukkerne… ”og mor, du må låne alt hvad jeg har”…
Thomas og jeg har dog lidt svært ved at finde helt samme begejstring. Egentlig har vi altid tænkt, at vi skulle have 3 børn, men vi synes også at vi både er ved at være oppe i årene og egentlig har en travl hverdag, hvor der er mange ender der skal nå sammen.
Det siges, at man ikke fortryder de børn man får, men til gengæld fortryder dem man aldrig fik!
Spørger jeres børn også efter søskende, og hvilke overvejelser har i gjort jer omkring endnu en familieforøgelse?