Står barnet fast i bækkenet?
Jeg får ofte spørgsmål omkring barnets hoved der “står fast” i bækkenet, og tænker derfor at jeg vil give de klare fakta omkring dette hyppige spørgsmål.
Bækkenindgangen er den øverste del af bækkenet, hvor dit barn begynder passagen ned gennem bækkenet.
De fleste børn indstiller sig i bækkenet i slutningen af graviditeten – nogle tidligere. Det kaldes i daglig tale at barnet “står fast”. At “stå fast” betyder ikke, at dit barn ikke kan bevæge sig mere. Dit Barn kan stadig dreje omkring sin egen akse og fra side til side, ligesom det har lyst til.
Mange tror fejlagtigt, at fødslen kan være tæt på når hovedet står fast. Det er ikke tilfældet. Mange børn står fast i bækkenet mange uger inden de fødes. Selvom hovedet står fast i bækkenet føder du først, når der kommer veer.
Venlig hilsen
Birgit Thalwitzer, Jordemoder