Store vaginale bristninger
Store bristninger er, hvor endetarmens lukkemuskel helt eller delvist er involveret. Bristningen diagnosticeres som en grad 3 eller 4. På landsplan er hyppigheden 6,2 %, hvor grad 3, som er den mindste af disse to, er den hyppigste.
Du kan læse mere om at undgå bristninger her: Spørgjordemoderen.dk
Store bristninger bliver syet af en læge. Du vil naturligvis blive bedøvet inden bristningen skal sys. Lægen vælger bedøvelse efter bristningens størrelse. Det kan både være lokalbedøvelse og nogle gange fuld narkose. De tråde der anvendes til at sy med, er selvopløselige og skal derfor ikke fjernes.
Smerter og lindring
Bristningen vil tage 3-4 uger om at hele. I denne periode er det normalt, at opleve ømhed ved såret. Du kan have behov for smertestillende de første 1-2 uger, hvorefter smerterne bør aftage. Kolde isbind kan også lindre både hævelse og smerter.
Den første uges tid kan du forvente at opleve svie under vandladning, og det kan derfor være en god ide at skylle med vand samtidig med, at du tisser. Enten med en vanddunk eller, hvis du har en bruser tæt på.
Nogle kvinder oplever, at det er lige så rart de første par dage, at tisse i bruseren imens den er tændt. De fleste oplever at såret kan klø de første par uger efter fødslen.
Sårets heling
Det tager det 3-4 uger før såret er helet. Det er vigtigt at aflaste bækkenbunden i denne periode, for at sikre den bedste heling. Særligt, skal du være opmærksom på situationer, hvor trykket i maven øges og bækkenbunden derved belastes (løft, hop, host/nys, maveøvelser).
Forholdsregler den første uges tid:
- Sid ikke ned for længe
- Amning skal, om muligt, foregå liggende på siden
- Undgå at løfte mere end barnets vægt
- Rul om på siden når du skal ind/ud af sengen
For at undgå at presse under toiletbesøg, skal afføringen holdes lind. Du vil derfor få udleveret magnesia eller movicol af personalet efter fødslen.
Knibeøvelser og venepumpeøvelser kan påbegyndes umiddelbart efter fødslen og må laves til smertegrænsen. Øvelserne fremme helingen og funktionen, da de modvirker hævelse og fremmer blodomløbet.
Efter udskrivelse må du forsigtigt forsøge dig frem, hvor meget din bækkenbund kan holde til. Du kan forvente at der går en måned før du kan løfte mere end barnets vægt.
Blødning
Blødningsmængden ændres ikke fordi bristningen er stor. Blødningen kommer fra livmoderen, der hvor moderkagen har siddet. Fra bristningen skal det ikke bløde. Dog kan der i enkelte tilfælde komme en smule pletblødning, især hvis området belastes.
Opmærksomhed hjemme
Du skal kontakte egen læge hvis du efter fødslen oplever:
- At du ikke kan holde på luft og afføring
- Rødme, hævelse, feber eller tiltagende/ændring i smerter omkring syningen
- Forværring i symptomer
Efter 5-6 uger vil arvævet være stærk nok til, at sameje kan genoptages og gennemføres uden at bristningen springer op. Du kan forvente ømhed de første par gange, men hvis du oplever vedvarende samlejesmerter efter endt opheling, skal du kontakte egen læge.
Skrevet af Anette Frank, Jordemoderstuderende