Om en kvindes krop er smuk eller har brug for forandring har i alt for mange år været dirigeret af medierne. Det er specielt slemt i teenage-tiden, hvor alle unge piger sammenligner sig selv med veninderne, pop-idol’er og modeller og mødre gør alt hvad de kan for at forberede og hjælpe deres teenage-døtre til at acceptere de forandringer, der sker i kroppen.

Men et eller andet sted på vejen overtager mediernes bombardement med “det evigt unge skønhedsideal” og for mange unge kvinder begynder en uendelig rejse, hvor de aldrig bliver tilfredse med deres krop.

Hvad ville der ske, hvis medierne istedet dyrkede alle de forandringer en kvindekrop går igennem hele livet? Hvad hvis medierne ikke kun fortalte historien om den unge, smukke, perfekte kvinde, men fejrede pubertetens transformation som noget guddommeligt? Noget dyrebart? En transformation hvor den lille pige pludselig får urkraftens evne til at skabe liv.

Min egen mor fejrede mig da jeg fik min menstruation. Hun betragtede menstruationen, som den dybeste guddommelige hemmelighed som kun kvinder fik lov til at opleve. Jeg var usikker og flov, for jeg var kun nummer to i min klasse, og var meget usikker på hvordan man lige klarede sig til idræt og hvad nu hvis jeg blødte igennem i klassen?? Pinligt!

Men min mors rolige og kærlige syn på min kropslige forandring, fik mig også til at føle mig heldig!

Hun rev en dag ud af kalenderen, jeg fik fri fra skole og tog mig med ud og shoppe og hygge en hel dag. Bare hende og jeg.

Det syn på kvindekroppens forandringer fik jeg med i mit hjerte.

Vi kvinder forandrer os hele livet. Vores bryster ændrer sig en anelse hver måned i takt med vores cyklus. Nogen gange er det vores følelser der gør at vi får lidt flere eller lidt færre kilo på kroppen, nogen gange kan det være ar fra en operation.

Når vi bliver gravide og føder gennemgår kroppen rigtig mange forandringer på én gang. Endnu en ny historie skrives i kroppens bog.

En af disse forandringer er strækmærker.

Strækmærker har fået et omdømme som noget man skal undgå – noget grimt! Det passer jo ikke ind i den evigt, unge, smukke kvindekrop?!?

Men hvorfor er kroppen indrettet til at kunne give sig på denne måde når kropsvægten ændrer sig hurtigt? Et eller andet sted er det et genialt design så huden ikke sprækker helt når den giver sig.
En del unge piger oplever at få strækmærker på bryster, hofter og lår når de udvikler sig i puberteten. Nogen får mindre strækmærker ved pludselig ekstra vægt og mange får det under graviditeten.

Fælles for alle er, at der ligger en kropslig historie bag.

Hvad ville der ske med kvinders syn på dem selv hvis man anså strækmærker som noget der er smukt? – som en historie der kunne være interessant at vide mere om. Lidt som en krigers ar.

Måske ville flere kvinder være stolte over deres krop hvis de så styrken i historien, istedet for at grimme sig over at de ikke længere passer ind i den ekstremt snævre kasse som mediernes skønhedsbillede er i.

Personligt vil jeg hellere rejse i alle de historier min krop har med. Lære af dem alle istedet for at fortrænge og forsøge at ændre dem der ikke passer ind i den lille kasse. Der er lykke og styrke i alle de historier hvis vi vælger at se dem sådan.

Kilde: www.moderjord-klinik.dk