Dit barn
Alle organer er på plads men endnu umodne. Barnet danner små mængder urin, som bliver en del af fostervandet. Fostervandet har mange vigtige funktioner og tjener bl.a. som bevægelsesmedie for dit barn. Anlæggene til mælketænder og smagsløg dannes og sidst på ugen måler dit barn ca. 35 mm fra hoved til hale og vejer ca. 15g.
Dig selv
Det er vidt forskelligt, hvor meget kvinder tager på i løbet af en graviditet. Selvom du måske ikke rigtig har taget på endnu, begynder bukserne at stramme, fordi livmoderen stille og roligt får brug for mere plads til at vokse på. Selvom du normalvis ikke har tendens til forstoppelse kan du opleve at have mere træg mave, da musklerne i din mavesæk og tarmene arbejder langsommere.
Ugens tip
Hvis du har tendens til forstoppelse skal du drikke rigeligt – gerne 2-3 liter om dagen – og meget gerne vand. Spis groft brød og masser af frugt og grøntsager. Svesker og alternativt rosiner kan sætte gang i maven. Sørg for at dyrke motion – helst ½ time om dagen – det sætter gang i fordøjelsen. Sidst men ikke mindst bør nævnes, at du skal tage dig god tid, når du går på toilettet. Tag eventuelt noget godt læsestof med!
Vidste du
At sundhedsstyrelsen anbefaler, at du dagligt indtager 40-50 mg jern fra 10. uge. Generelt anbefales du at spise sundt og varieret. Der findes en helt speciel spiselyst der hedder ”Pica”, hvor du kan opleve lyst til at spise helt særlige madvarer og tilmed i store mængder. Der er ikke redegjort for, hvorfor denne lyst opstår men teorier foreslår at det kan skyldes en decideret mangel.