Uge 23

Uge 23Dit barn

Selvom lungerne endnu ikke er helt færdigudviklede, laver barnet vejrtrækningsøvelser, som kan ses på ultralydsscanning. Barnet drømmer nu og man kan se, at det har hurtige øjenbevægelser (REM). REM-søvn er den søvntilstand, hvor vi drømmer og er udtryk for høj hjerneaktivitet. I slutningen af ugen måler barnet ca. 28cm. og vejer omkring 650g. Lårbensknoglen måler ca. 3,9 cm. og hovedets diameter er ca. 5,4 cm.

Dig selv

Måske begynder du at mærke plukkeveer? Det føles som livmoderen bliver stram eller hård og de kan vare fra få sekunder til flere minutter. Plukkeveer må ikke gøre ondt og på dette tidspunkt i graviditeten skal det heller ikke være noget, der varer over længere tid. Det betyder ikke, at du skal lægge dig på sofaen og vente til du har termin. Du kan stadigvæk sagtens dyrke motion og bevæge dig. Lyt til din krop og tag en pause, hvis det bliver nødvendigt.

Ugens tip

Hvis du begynder at mærke belastning af din lænd og/eller dit bækken, så tænk over følgende: Undgå at sidde med korslagte ben eller i skrædderstilling. Stå altid med vægten ligeligt fordelt på begge ben. Undgå at vride i kroppen samt løfte tunge ting. Gå med korte skridt og tag kun ét trin ad gangen, når du går på trapper. Undgå generelt at vride i kroppen. Tænk over hvordan du kommer ud og ind af bilen samt op og ned fra siddende eller liggende stilling.

Vidste du

At dit barns tarmsystem stille og roligt er i gang så ufordøjet fostervand lagres i tarmene. Dette kommer først ud efter fødslen, som det der kaldes mekonium. Det er sort, nærmest sejt og utrolig klistret og også dette som giver fostervandet den grønlige farve, hvis barnet har afføring imens det er inde i livmoderen. Grønt fostervand under fødslen kan være et tegn på stress og medfører derfor øget overvågning af barnet med CTG.