Dit barn
Smagsløgene er ved at være færdigudviklede og barnet reagerer på smagen af fostervand med flere eller færre synkebevægelser afhængigt af, hvilken smag fostervandet har. Søvnperioderne er nu mere sammenhængende og måske endda som dine egne. I slutningen af ugen måler barnet ca. 33 cm. og vejer omkring 1 kg. Lårbenet måler ca. 5 cm. og hovedet ca. 7 cm.
Dig selv
Graviditeten begynder måske at føles mere besværlig? Livmoderen er på størrelse med et græskar og tynger tiltagende nu. Tænk derfor ekstra meget over din kropsholdning, at du ikke kommer til at svaje for meget i lænden. Husk at få dig rørt – gerne med en svømmetur, hvor du føler dig behageligt vægtløs. Graviditets-massage er en rigtig god og dejlig idé til ømme overbelastede muskler, samtidig med at du kan ligge på maven!
Ugens tip
Hvis du er en af de gravide, som oplever at have mange plukkeveer, skal du altid reagere på følgende ændringer: Hvis de pludselig tager til i intensitet og styrke samt begynder at komme regelmæssigt. Hvis du oplever at de gør ondt eller, hvis du mærker begyndende tyngdefornemmelse. Start med at lægge dig ned og hvile dig. Aftager symptomerne ikke ved hvile, bør du altid kontakte fødegangen.
Vidste du
At den hyppigste årsag til manglende tilvækst af dit barn er, at moderkagen fungerer dårligt, så dit barn ikke får den næring, det har brug for. Det kan f.eks. skyldes forhøjet blodtryk eller svangerskabsforgiftning. Hvis du ryger, drikker, spiser meget usundt eller lever et belastet liv, er du ligeledes i risiko for at få et væksthæmmet barn. Hvis du venter tvillinger/trillinger er det helt normalt at børnene vejer mindre end gennemsnittet, da de er flere om pladsen.