Uge 35

Dit barn

Bevægelserne er kraftfulde og til tider hårde. Hvis bevægelsesmønsteret ændres, kan det skyldes, at barnet har vendt sig f.eks. med ryggen mod din ryg. Når barnet ligger sådan sparker det ind mod din rygsøjle, hvilket føles mindre, end når det er ud imod dit maveskind. I slutningen af ugen måler barnet ca. 44 cm. og vejer omkring 25-2600g. Lårbensknoglen måler ca. 6,6 cm, maveomkredsen ca. 31,5 cm. og hovedet ca. 8,8 cm. i diameter.

Dig selv

Det er tid til sidste lægebesøg, hvor der nu vil være ekstra fokus på, hvordan dit barn ligger samt vægten. Til terminen vil ca. 96% af alle børn ligge i hovedstilling og klar til at blive født. ca. 4% ligger med numsen nedad. Hvis dit barn ligger med numsen nedad vil du som udgangspunkt blive tilbudt at vælge mellem at føde normalt eller få kejsersnit.

Ugens tip

Langs din ryg ligger bl.a. blodåren Vena Cava, som fører det afiltede blod tilbage til hjertet. Hvis du ligger fladt på ryggen eller står ret op, f.eks. køen i supermarkedet, kan livmoderen pga. den øgede tyngde trykke på åren, så der kommer mindre ilt rundt i kroppen og du bliver utilpas. Dette kan undgås ved at ”tilte” din krop min. 30 grader f.eks. med en pude i ryggen. Når du handler ind så tag en indkøbsvogn med, den er god til at læne sig diskret ind over og dermed lette trykket på blodåren.

Vidste du

At det trærør jordemoderen bruger under fødslen, på engelsk hedder Pinard opkaldt efter A. Pinard (ca 1875). Der er forskel på hvordan disse rør ser ud. Det engelske er kort og det danske langt. Der kan ikke gives nogen fornuftig forklaring på, hvorfor nogle træstetoskoper er lange og andre korte. Formentlig har noget at gøre med smag, behag, tidsånd, tradition og mode. F.eks. hvor tæt jordemoderen ønsker at lægge ansigtet og øret til den gravide mave.