Dit barn
Ligner efterhånden mere og mere et lille menneske. Hovedet er endnu større end overkroppen og meget større end underkroppen. Der er nu anlæg til de vigtigste indre organer og de luffeformede anlæg til arme og ben får små brede knopper i enderne. Det er anlæg til hænder og fødder. Kroppen retter sig mere og mere op og arme og ben glider fra hinanden for at finde ud på deres endelige pladser. I slutningen af ugen måler dit barn ca. 16 mm.
Dig selv
Hvis du føler smerter eller ømhed i underlivet, er det fordi livmoderen vokser, og derfor trækker i de ledbånd, som den er fikseret i inde i maven (ligamentsmerter). Omkring dette tidspunkt skulle du have haft din anden menstruation og du kan derfor opleve en mindre pletblødning uden at der er noget i vejen. Får du derimod tiltagende smerter og blødning bør du kontakte egen læge.
Ugens tip
I den første- og sidste del af graviditeten er det normalt, hvis du føler trykken på blæren og har hyppig vandladningstrang. Når du er tidligt gravid skyldes det med største sandsynlighed den øgede blodgennemstrømning i livmoderen og omkring blæren. Du skal dog være opmærksom på, at risikoen for blærebetændelse er øget, når du er gravid. Er du i tvivl skal du kontakte egen læge.
Vidste du
At alle kroppens celler indeholder 46 kromosomer, som er bærere af arveanlæggene. Æg- og sædcellen indeholder hver især 23 kromosomer, hvoraf det ene er et kønskromosom. Kvinden har udelukkende x-kromosomer, hvor manden har x-og y-kromosomer. Hvis manden leverer et x-kromosom bliver det en pige, hvorimod det bliver en dreng, hvis han leverer et y-kromosom.