Det var bare en blærebetændelse
Blærebetændelse som gravid kan være alvorligt. Har akut været på klinikken her til aften for at konsultere en gravid, som havde haft en lille blødning. Hun var blevet ekstra bekymret pga. menstruationssmerter, som trak om i lænden. Nu var hun bekymret for, om hun kunne være ved at abortere.
Scanningen viste alt normalt. Ingen tegn på, at blødningen skulle stamme direkte fra graviditeten. Det skønneste lille barn, der hoppede glad og fro rundt i maven. :0)
Da jeg udspurgte hende omkring smerterne og mulige årsager hertil, fik jeg mistanke om blærebetændelse. Dette bekræftede undersøgelsen af urinprøven.
Generelt synes jeg jævnligt, og nogle gange dagligt, at støde på gravide, som har blærebetændelse. Da det kan forårsage bl.a. for tidlig fødsel, er det vigtigt at opdage det i tide.
Det er en infektion i blæren, som oftest skyldes tarmbakterier. Symptomerne er svie ved vandladning og hyppige toiletbesøg, uden at få fornemmelsen af egentlig at ”blive færdig”.
Gravide og blærebetændelse
Som gravid har du nemmere ved at få blærebetændelse, fordi livmoderen trykker på blæren og urinlederne. Du tømmer generelt din blære dårligere, end når du ikke er gravid. Det giver grobund for bakterier, som giver infektion (blærebetændelse).
Når du er gravid gaber urinrøret en smule mere end ellers, og derfor mærker du ikke nødvendigvis de almindelige symptomer. Normalvis er du ikke i tvivl om at du har blærebetændelse, hvis du først har prøvet det!
Nogle gravide får en ubehagelig trykkende fornemmelse over blæren. Andre oplever pludselig tiltagende og vedvarende plukkeveer – ligesom den gravide på klinikken her til aften.
Blærebetændelse skal behandles med antibiotika, også selvom du er gravid. Det er vigtigt at du kommer i behandling, da betændelsen kan irritere livmoderen. Det kan fremprovokere sammentrækninger eller veer, som kan føre til for tidlig fødsel.
Det er nemt og enkelt at undersøge for i en urinprøve. Er du i tvivl, bør den altid komme dig til gode, så du får undersøgt din urin for bakterier – enten hos læge eller jordemoder.
Af Jordemoder, Birgit Thalwitzer