Flere vådservietter trukket tilbage fra detailhandlen
I kølvandet på Rema 1000 og deres vådservietter, som blev fjernet fra samtlige hylder i Danmark igår, er det nu blusset endnu mere op og mange flere mærker er nu på listen.
Vi skriver om vådservietter fordi det er en almindelig brugt produkt under graviditet og fødsel.
Her er hvad Astma-Allergi Danmark skrev i en pressemeddelse, som udkom i dag.

Vådservietter trukket tilbage fra detailhandlen
Det er identificeret via tests, at en række vådservietter, der alle produceres på den samme fabrik i Kina, og som sælges på det danske marked med både Svanemærket og Den Blå Krans på, indeholder konserveringsmidlet MI.
MI er et konserveringsmiddel, som er allergifremkaldende – og som derfor hverken er tilladt i plejeprodukter, der er mærket med Svanen eller Den Blå Krans. Herudover er det et krav i lovgivningen, at MI skal deklareres, såfremt det findes i produktet.
De testede vådservietter er trukket tilbage fra markedet. Samtidig er leverandørerne i gang med at trække øvrige vådservietter fra samme fabrik tilbage fra butikshylderne, selv om de endnu ikke er testet, men fordi der er risiko for, at alle vådservietter fra fabrikken indeholder MI.
I vedlagte oversigt fremgår, hvilke vådservietter der produceres på den kinesiske fabrik.
Som en konsekvens af fundet af MI i flere vådservietter har Miljømærkning Danmark og Astma-Allergi Danmark besluttet at få analyseret alle allergi- og miljømærkede vådservietter på det danske marked for at sikre, at de to mærkers forbud mod MI bliver overholdt. Alle analyseresultater forventes at være klar i slutningen af april. Herudover vil Astma-Allergi Danmark og Miljømærkning Danmark sikre en intensiveret kontrolindsats omkring vådservietter og MI, herunder løbende gennemføre analyser.
I forhold til produkter fra den pågældende kinesiske fabrik, er det leverandørernes ansvar, at der ikke vil være yderligere levering af vådservietter fra fabrikken, indtil det er klarlagt, hvordan problemet er opstået, og der er dokumentation for, at der ikke MI i vådservietterne.
Hvad skal du gøre som forbruger?
Der er ikke fundet MI i mængder, der overskrider lovens grænseværdi. Vådservietterne er ikke farlige, men hvis man er allergiker, eller gerne vil være ekstra forsigtig, er det dog en god idé at undgå de servietter, der er produceret på den pågældende kinesiske fabrik, jf. vedlagte liste, der opdateres på ecolabel.dk og astma-allergi.dk.
Hvis du er utryg ved vådservietter i det hele taget, kan du bruge en fugtig skumvaskeklud, evt. pakket i en pose til brug, når behovet opstår.
Liste over vådservietter:
Serviet produkter der er testet positiv for MI:
- Rema 1000
- First Price 100 stk.
- Grøn Balance Baby & Kids hand and face wipes 25 stk
- Grøn Balance Baby & Kids 72 stk
- BodyCare
Produkter produceret på samme fabrik, men hvor analyser endnu mangler at bekræfte indhold af MI:
- Abena Moist skin cleansing wipes u/p (hard lid opening), 80 pcs. 18×20 cm
- Abena Moist skin cleansing wipes u/p (hard lid opening), 80 pcs. 27×20 cm
- Abena Moist skin cleansing wipes u/p (tape opening), 80 pcs. 18×20 cm
- Bambo Nature 80 Wet wipes
- Tusindfryd
- Levevis Renseservietter
- Ideel 3 i 1 Renseservietter
- DKI Baby 72 st
Listen bliver opdateret og du kan følge med her: ecolabel.dk eller astma-allergi.dk
Kilde: Astma-Allergi Danmark