Morgenmad
Dit barn har sovet omkring 10 timer siden sidste måltid, så selv om du har travlt om morgenen, er det bedst at sætte tid af til, at et måltid kan forløbe i fred og ro. En god start vil have betydning for resten af dagen. Tilbyd dit barn et solidt måltid, yoghurt med frugt alene er f.eks. ikke nok. Mange børn er glade for ritualer og vil gerne have den samme morgenmad hver dag. Vælg derfor en sund, enkel morgenmad fra starten.
Ideer til morgenmad
- Havregrød eller anden grød evt. m. frugt, letmælk i kop
- Øllebrød med mælk, vand i kop
- A38 eller tykmælk med rugbrød eller müsli, vand i kop
- Rugbrød eller grovbrød med ost evt. marmelade, letmælk i kop
- Cornflakes med let/sødmælk, frisk frugt
Mellem-måltid
De fleste børn har brug for et lille ekstra måltid 2-3 om dagen , da de ikke kan spise så meget ad gangen. Hvis dit barn er i institution eller dagpleje, vil det få et lille måltid formiddag og eftermiddag og et måltid kl. ca.11. Hvis morgenmaden har været fyldig, behøver formiddagsmåltidet måske kun at være noget at drikke eller lidt frugt. Eftermiddagsmåltidet bør være et rigtigt lille måltid, da barnet ellers bliver irritabelt og pirreligt, inden det er tid til aftensmad.
Ideer til mellem-måltid
- Grovbolle, frugt, letmælk
- Rugbrødssnitter med smør eller ost, frugt, letmælk
- Frisk frugt, gulerodsstave, agurkeklodser, knækbrød, letmælk
- A38 med frisk frugt, vand
Hoved-måltid
Skift mellem forskellig slags mad. Du kan variere mellem kød, fisk, grøntsager, suppe og sammenkogte retter. Grød vil sikkert også passe dit barn godt ind imellem. Husk at give mere en et måltid til små og spinkle børn. Server altid egnet brød til maden, også gerne sammen med pasta, ris og kartofler. Det vil give barnet gode kostvaner fremover. Det har ingen betydning, om maden er varm eller kold. Det er bedre at vælge den hurtige nemme løsning, end at blive stresset over at skulle nå mere, end du kan.
Drikkevarer
Dit lille barn skal i forhold til sin størrelse have ret meget at drikke. Nogle børn siger ikke selv til, når de er tørstige, så den voksne skal opfordre barnet til at drikke.
Barnet har stadig brug for mælk og mælkeprodukter. Letmælk, letmælksyoghurt og lignende produkter anbefales, men barnet har kun behov for ca. 1/2 liter mælkeprodukt dagligt. Drikker barnet mere mælk, bliver det så mæt af mælken, at der ikke er appetit til et rigtigt måltid. Det kan på lang sigt give fejlernæring.
Vand er godt til at slukke tørsten. Saft, juice og sodavand indeholder meget sukker og bør kun serveres i begrænset omfang, evt. fortyndet med vand.
Mælkedrankere
Nogle børn er så glade for at drikke mælk, at de drikker sig mætte, og derfor ikke har appetit til anden mad. Står det på for længe, kan barnet få jernmangel af den ensidige kost. Hvis dit barn drikker mere end 1/2 – 3/4 liter mælk i døgnet og ikke har appetit til anden mad, kan du i starten fortynde mælken med vand. Tilbyd varierede måltider og prøv efterhånden at give barnet vand at drikke til nogle af måltiderne.
Vitaminer
Hvis dit barn får en god varieret kost, er det ikke nødvendigt med vitamintilskud.
Hvis det kniber for det lille barn at spise nok til at få dækket hele vitamin- og jernbehovet, kan man fortsætte med D-vitamin og jerndråber. Fra barnet er 1 1/2 år kan man give en kombineret vitamin- og mineraltyggetablet med jern dagligt.
Hvis du har brug for mere information om måltider, skal du være velkommen til at booke en jordemoderkonsultation.