Har du svært ved en god presseteknik?
Har du svært ved en god presseteknik? Selvfølgelig kan du presse rigtigt, med den rette støtte og vejledning!
Nogle gange bliver jeg bare træt, når jeg hører, hvad fødende undertiden får at vide på fødestuen.
Jeg har lige haft en flergangsfødende på klinikken til fødselsforberedelse, fordi hun efter de første fødsler havde mistet troen på sig selv.
Under presseperioden ved sidste fødsel dykkede hjertelyden. Hvorefter jordemoderen fortalte den fødende, at hun ikke kunne finde ud af at presse rigtigt, og derfor ville skade sit barn. Det sidder nu så dybt i denne kvinde, at hun ikke stoler på sine kompetencer. Det er til trods for, at hun har født flere gange før!
Man skal presse under støtte og vejledning
Jeg møder ofte kvinder med lignende historier og hører dem sige “Jeg kunne ikke finde ud af at presse“. Som jordemoder svarer jeg: “Det er muligt at du kunne være bedre til at presse. Men det er jordemoderens forbandede pligt at instruere og opmuntre dig til, at det foregår så optimalt som muligt“.
Indrømmet ja, så er alle kvinder ikke lige gode til at presse, men der kan være flere årsager. Ofte er det angst for smerten eller for at skulle briste. Andre gange er det teknikken. Der skal derfor en lejeændring til, for at give mere tyngde og bedre fornemmelse af at skulle presse. F.eks. stående, på hug eller ganske enkelt ud at sidde på toilettet. Her har man helt naturligt ofte har nemmere ved at give slip, for den fornemmelse det er at skulle presse – for det føles som om man har verdens mest hårde mave.
Jeg har også gode erfaringer med, at bruge tid på (oftest inden presseperioden starter, hvis det er muligt) at fortælle kvinden, at det først er til sidst i presseperioden, at hun skal være varsom og gispe. Dette for at undgå bristninger. Jeg gør meget ud af at fortælle hende, at jeg nok i så god tid som muligt, skal give hende besked om at gispe. Indtil da skal hun bare skal presse for fuld kraft.
Af Birgit Thalwitzer, Jordemoder