I går var jeg som privat jordemoder med til en fødsel med tvillinger uden kejsersnit i uge 32+3. Den gravide havde været indlagt med vandafgang siden i lørdags, så i virkeligheden var det over alt forventning, at fødslen ikke gik i gang før.
Under indlæggelsen blev den gravide informeret om, at der ved 40%-50% af tvillingefødsler, bliver lavet kejsersnit på tvilling B. Ikke just fordrende for lysten til at føde normalt, hvilket i forvejen havde krævet lidt ekstra motivation.
Kender du det, at have så stærk en tro og ikke mindst mavefornemmelse for, at noget kan lykkedes?
Præcis sådan havde jeg det med dette forløb. Jeg kunne slet ikke forestille mig, at hun ikke ville kunne klare at gå igennem en fødsel, og jeg havde en klippefast overbevisning om, at det var to stærke børn, som kunne ”klare mosten” om man så må sige.
Det vidste sig at holde stik
Veerne startede omkring kl. 6.00 om morgenen. Jeg blev kaldt kl. 6.30 og ankom til hospitalet omkring en time efter.
Veerne var hyppige, regelmæssige og med varighed på 1-1.5 min. Virkelig lovende. Jeg scannede for at sikre, at der stadig var to børn i hovedstilling, hvilket blev bekræftet. Den indvendige undersøgelse bekræftede det gode vearbejde – 8 cm. åben!
Fødestuen blev hurtigt klargjort med hjælp fra gode kolleger, hvorefter vi i fred og ro kunne afvente de sidste centimeter op til 10. Selvfølgelig med massivt og fænomenalt arbejde fra den kommende mor.
Lige knapt 4 timer efter første ve, blev tvilling A født. Ukompliceret og uden bristning. Tvilling B lod vente på sig i ca. 15 minutter før hun blev født som stjernekigger, med en hånd foran hovedet. Det gav desværre en lille overfladisk bristning.
Den lille søde hånd, kunne allerede ses inden hovedet. Faktisk lå hun og bevægede fingrene noget så sødt. Jeg har af og til taget imod børn med hænderne langs siden af hovedet, men aldrig med en hånd direkte foran hovedet.
Det fantastiske ved mit arbejde som jordemoder – selv efter mange år, kan jeg opleve ting, som jeg ikke har set før.
Alt i alt et fantastisk flot stykke arbejde af en meget sej fødende, og en rendyrket hyldest til den normale fødsel – selvom statistikken og oddsene ikke nødvendigvis er til den gode side.