ADHD er en alvorlig diagnose. Jeg fik en dreng, Jacob, overflyttet til min dagpleje. Man beskrev sagen som, at Jacob havde drevet sin tidligere dagplejer til randen af stress og var “ond” ved de andre børn.
Og ja, han var godt nok meget aktiv, og nej han kunne ikke sidde stille og fordybe sig. Men det “onde” viste sig meget hurtigt at være hans måde at reagere på, når han følte, at de andre børn drillede ham, for eksempel ved at tage hans legetøj. Da hans sprog ikke var så godt, forsvarede han sig naturligvis på anden vis.
Jeg lærte ham, at han skulle kalde på mig, når de andre drillede. De drillede ham ikke, men det følte han. Det virkede. Han kaldte, jeg kom, og vi fik løst (de mange) konflikter.
En ny side af Jacob viste sig. Han var nemlig utrolig opmærksom og medfølende og kaldte på mig eller kom med et andet barn, hvis de blev kede af det. Jacob fik med hjælp lært, at man godt kunne sidde stille og lege, og at de andre børn godt kunne lege, uden at han behøvede at stoppe sin egen leg for at deltage.
Overfladisk diagnose og sløvende medicin
14 dage efter, at Jacob begyndte i børnehave, kaldte de på en psykolog som gav ham diagnosen ADHD. I dag er han medicineret og i specialtilbud. Naturligvis findes ADHD, men diagnosen gives til alt for mange børn.
Børn, der får den diagnose, får gerne medicin for det. Medicinen har en “sløvende” virkning på barnet, så barnet bliver afslappet og desværre også meget passivt.
De kriterier, der ligger bag en ADHD-diagnose, er for eksempel: Ukoncentreret, ekstremt aktiv på en uhensigtsmæssig måde og meget impulsiv. Dette kunne godt beskrive en meget stor del af den almene befolkning, men diagnosen forholder sig alene til symptomer og ikke til, hvad grunden er.
Kritiske fagfolk
Man kan naturligvis ikke afvise, at Jacob rent faktisk havde ADHD, men man kan sætte spørgsmålstegn ved, om det nu var nødvendigt med medicin og specialtilbud, når alt hvad han egentlig havde brug for, var forståelse og mere tid.
Ifølge psykolog Susan Hart er der brug for en mere nuanceret og kritisk debat omkring ADHD:
“Indtil videre må vi tage højde for, at den faglige uenighed om ADHD er stor, og det ville være frugtbart at åbne for en dialog på tværs af uenighederne for at skabe en mere nuanceret forståelse af ADHD.” (Psykolognyt, “En trendy diagnose”)
Ligeledes stiller Bruce D. Perry, hjerneforsker, spørgsmål ved diagnosen. Han mener, at det mere er en beskrivelse end en egentlig diagnose. “Verdens læger er for hurtige til at sætte et mærkat på nogle bestemte symptomer og kalde det for en sygdom. Det sker blandt andet, når børn, unge og voksne får konstateret lidelsen Attention Deficit Hyperactivity Disorder, ADHD”
Bruce mener, at de symptomer, der er på ADHD, er så vage, at de fleste mennesker vil leve op til mindst et par af de kriterier. Man bør efter hans opfattelse begrænse brugen af piller til børn i de tilfælde, hvor andre behandlinger – for eksempel pædagogiske tiltag – kan bruges i stedet.
Børnene bliver passive zombier
Det er for nemt at håndtere et meget aktivt barn med medicin, der gør barnet til en passiv zombie, der sidder med sin IPad eller foran tv i timer. Det giver jo ro. Men rent pædagogisk må man kritisere, at barnet fratages nogle meget vigtige trin i sin udvikling, blandt andet det sociale og det kreative.
Børn i samspil med andre børn lærer af hinanden, herunder en masse sociale kompetencer. Den kreative, fantasifulde leg, børn leger sammen, er meget vigtig for deres selvopfattelse og udvikling. Hvis et barn er pacificeret på medicin, er barnet ikke en del af barnelivet.
Derfor skal medicin kun bruges, når alt andet ikke virker. Med et stigende antal ADHD-diagnoser, er det værd at diskutere, om det er for nemt, og om der er for mange børn på medicin uden grund. Man kan i hvert fald få den tanke, at nogle af dem vist bare har brug for opdragelse og ikke piller.
Kilde: Den korte avis
