Brystoperationer og amning
Kvinder der har fået lavet en brystoperation kan opleve, at det kan være svært at etablere en fuld amning. Barnet har kan derfor have behov for eftermadning med modermælkserstatning.
Ofte giver brystimplantationer færre problemer end brystreduktioner.
Brystimplantation operationen har stor betydning for den kommende amning. Implantatets placering kan have betydning for mælkeproduktionen, men ofte kan man godt amme fuldt efter en implantat operation.
Du kan dog komme ud for at trykket fra implantatet kan betyde, at der må ammes hyppigere. Det er en god ide lige efter fødslen, at lægge barnet til brystet, da det betyder meget at stimulere mælkeproduktionen.
Snittets placering har stor betydning for amningen. Hvis snittet er lagt rundt om brystvorten er amningen hyppigere forbundet med nedsat mælkeproduktion, idet der er større risiko for at beskadige nerver eller mælkegange i dette område.
Muligheden for at amme efter en brystreduktion afhænger af, hvor meget kirtelvæv der er fjernet, samt hvor velbevaret mælkegange, nerver og blodtilførsel er. Også her har operationsmetoden stor betydning for amningen.
Oftest anvendes transpositionsteknikken, hvor brystvorterne forbliver vedhæftet på en stilk af kirtelvæv, så mælkeudførslen er intakt.
Jo tykkere stilken er, desto bedre er prognosen for et godt amme forløb.
I enkelte tilfælde adskilles brystvorten fra kirtelvævet og sys på igen efter vævet er reduceret. Denne teknik har en betydelig dårligere prognose, men det ses dog, at der kan ammes i nogen udstrækning.
Mælkeproduktionen er det primære problem, og det er derfor vigtigt at være særligt opmærksom på barnet trivsel hvis du er brystopereret. Jo mere du har ammet efter tidligere fødsler og jo flere menstruationer du har haft siden operationen, desto mere har brystvævet udviklet og modnet sig. Nerveforsyningen gendannes også over tid. Derfor ses det ofte at amningen bedres efter hver fødsel.
Hvad skal du være forberedt på?
- At amning oftest kan lade sig gøre i en eller anden udstrækning
- At det bliver en krævende start, som kræver tid, ro og motivation
- At amningen evt. skal suppleres med modermælkserstatning
Værd at vide
- Mælkeproduktionen kan stimuleres med en malkemaskine
- Ved behov for tilskud kan dette gives på bæger eller i en lille kop
- Hvis der efter 4-8 døgn ikke er tilstrækkeligt med mælk, må du supplere med modermælkserstatning. Hvis der efter 5 døgn stadig ikke er kommet mælk, er prognosen ikke god
- Brystspænding og evt. ømhed er gode tegn på at brystet producerer mælk. Tal altid med din sundhedsplejerske eller en ammerådgiver, som kan vejlede dig og give dig de råd du præcist har behov for