Efter fødslen skal i først og fremmest have ro. Ro til at “se den lille guldklump an” og vænne jer til tanken om at være blevet forældre.
Efter fødslen får barnet en indsprøjtning i låret med K-vitamin. Hvis den bliver givet lige efter fødslen forstyrrer man ikke etableringen af amningen senere. Den første time skal barnet som udgangspunkt have lov til at ligge uforstyrret på brystet af mor.
Der vejledes efter 4 fokusområder, som er:
- Tæt kontakt, hud mod hud
- Amning efter barnets behov, mindst 8 gange i døgnet
- Placér dig godt og læg barnet til brystet, så det ikke gør ondt, når barnet sutter
- Lad amningen blive en fælles forældreopgave
Derfor bliver jeres barn først senere målt og vejet.
Jordemoderen observerer din blødning og måler blodtryk. Det er meget vigtigt at du også får tisset, så du ikke får en overfyldt blære. Nogle kan opleve en forbigående lammelse af blæren efter fødslen og kan derfor ikke selv mærke at de skal tisse, hvilket kan give en ekstremt overfyldt blære, som i sjældne tilfælde kan føre til skader på blæren.
Det kan godt føles lidt underligt at komme op at stå ovenpå en fødsel. Du føler dig fysisk træt og fornemmelsen af pludselig at have fået “plads” inde i din krop kan også virke mærkelig. Desuden kan dit blodtryk falde lidt og gøre dig kortvarigt svimmel.
Udover tid til at orientere familien bliver der også tid til noget mad. Hvis du har lyst til et bad, kan det også være skønt ovenpå dine anstrengelser.
Efter 2-4 timer er i klar til at forlade fødeafdelingen for at blive indlogeret på barselsgang, patienthotel eller tage hjem ambulant direkte fra fødegangen, afhængig af, hvordan fødslen er forløbet.