En god fødsel
En god fødsel er ønsket for alle gravide. Debatten om fødselshjælpen og svangreomsorgen for de gravide er et emne, som optager mange. Lige nu er der meget fokus på jordemødrenes arbejdsforhold og kvindernes oplevelser under fødslen. Fødegangene har travlt, det er ingen hemmelighed. Den stress man mærker hos personalet kan have stor betydning for den gravide og for en god fødsel.
Jeg havde ikke været jordemoder specielt længe, før jeg så, hvor det bar hen ad med kendtheden, trygheden og kontinuiteten i omsorgen for de gravide og fødende. I år er det 10 år siden, at jeg valgte mine egne arbejdsforhold og kvindernes tryghed til – jeg blev privatpraktiserende jordemoder. Som privatpraktiserende sætter jeg nemlig selv rammerne for mit arbejde, og kan derfor levere den kvalitet som jeg synes den gravide har krav på. Der er simpelthen en forskel at mærke på en jordemoder der føler sig presset af hårde arbejdstider og dårligt arbejdsmiljø, og en jordemoder der trives i sit arbejde under gode vilkår. Den forskel er afgørende, for at den gravide får en god fødsel.
Siden da har jeg haft mange gode fødsler i samarbejde med min skønne “wingman” og den altid veloplagte makker jordemoder Susanne Krogh.
At føde med kvinder, jeg kender godt, har vist sig at have en helt fantastisk indflydelse på forløbene. Vi har utrolig få kejsersnit og indgreb i fødslerne, og de fleste fødsler forekommer helt naturligt. Desuden er det skønt for de kommende forældre, at vide hvem der kommer, når de har brug for det.
Kiri – som fortæller her i videoen – gennemgik en hjemmefødsel. En god fødsel med fred og ro til fordybelse i vearbejdet – som er så uendelig vigtigt. Kiri fortæller her om sin oplevelse af forløbet med en jordemoder hun kendte på forhånd. Den understreger min pointe i at det kan give bedre fødslet hvis man har et godt forhold til sin jordemoder.
Rigtig god fornøjelse.
KH Birgit