Tænk også på at begrænse fugtkilder som fx tøjtørring, bad og madlavning. Det er med til at forhindre vækst af skimmelsvampe og holder antallet af husstøvmider lavt.
Man kunne gøre således:
- Luft godt ud med gennemtræk – fem til ti minutter – mindst to gange dagligt – og gerne inden sovetid.
- Begræns fugtkilder: Tør f.eks. ikke tøj i opholdsrum – tænd emhætten ved madlavning − og åbn ventilationskanalen eller tænd udsugningen i badet.
- Lad rumtemperaturen ligge mellem 20 og 22° C.
- Ryg ikke indendørs. Det er en sikker måde at forhindre et godt indeklima.
- Begræns de sundhedsskadelige stoffer fra boligens udstyr, materialer og elektriske apparater mv. Sov f.eks. ikke med tændt elektronik.
- Lad ny indkøbt udstyr dunste af, før det tages i brug.
- Gør almindeligt, grundigt rent og brug helst neutrale rengøringsmidler.
- Vask sengetøj ved 60° C. Pude, dyne og rullemadras vaskes 4-6 gange årligt.
Kulde
Spædbarnet er følsomt over for kulde. Det gælder især nyfødte, der ikke er begyndt at tage på i vægt. Derfor frarådes det at lade dem sove udendørs i barnevogn i de kolde måneder. Når barnet er begyndt at tage på og trives godt, kan det begynde at sove ude. Indtil da bør barnet sove i et godt indeklima.
Hvis barnet sover ude om vinteren, bør barnevognen stå i læ, og bunden og siderne isoleres, fx med et lag aviser. Se jævnligt til barnet, og mærk med en hånd på barnets nakke eller bryst, om dets temperatur er tilpas.
Det frarådes, at barnet sover ude, hvis temperaturen er under -10° C, eller hvis der er rimtåge. Se jævnligt til barnet.
Stil barnevognen under et halvtag, hvis det regner, når barnet skal sove ude. Brug kun regnslag på vognen, når I går tur med barnet.
Vær i øvrigt opmærksom på dette
Varme
Spædbarnet har svært ved selv at regulere sin temperatur, og I skal derfor holde øje med, at barnet er varmt, men ikke for varmt. Et godt indeklima kan hurtigt blive for varmt.
Det kan være svært i starten at finde ud af, om barnet har tilpas med tøj på.
En god måde er at føle efter i nakken eller på brystet. Er barnet varmt og fugtigt her, har barnet det for varmt. Vælg tøj i forhold til barnets kropsvarme og temperaturen i værelset, og vær opmærksom på barnets temperatur.
Lag på lag er et godt princip, så er det nemmere at få tøj og temperatur til at passe sammen.
HUSK også, at spædbørn aldrig må efterlades i biler! Biler har ikke et godt indeklima.