En af de kvinder jeg interviewede fortalte, at hun inden fødslen frygtede: Hvad nu hvis barnet sidder fast? Årsagen til at barnet sidder fast, kan være en fastsiddende skulder under fødsel. Den sætter sig bag skambenet. Det sker ikke ofte, og hyppigheden afhænger blandt andet af fødselsvægten.
0,3-1% har fastsiddende skulder under fødsel, ved en fødselsvægt mellem 2500-4000 g, stigende til 5-7% ved en fødselsvægt på 4000-4500 g.
Langt størstedelen af alle børn med denne udfordring, vil blive forløst relativt ukompliceret efter, at den fødende, med personalets hjælp, samler knæene over maven (McRoberts manøvre).
Nogle gravide er i lidt større risiko.
Her er der tale om:
- Kvinder der tidligere har oplevet fastsiddende skulder
- Kvinder med et stort barn
- Lave kvinder, især med stort barn
- Kvinder med graviditetsbetinget sukkersyge
- Kvinder med bækkenskader eller snævre bækkener
Der er flere ting der kan fokuseres på, for at undgå fastsiddende skulder. Jordemoderen fokuserer på de samme ting.
Det er en god ide at:
- Spise sund og varieret, og skære ned på sukkeret i graviditeten, for minimere risikoen for graviditetssukkersyge og et stort barn
- Sørge for at blæren er tom under fødslen, så der er mest mulig plads til barnet
- Føde i knæ-albue leje, da bækkenets diametre her er størst. Alternativt sideleje. Rygleje er den fødestilling, der begrænser bækkenets diameter mest
- Så vidt det er muligt at undgå forløsning med sugekop
Skulle du opleve fastsiddende skulder under fødslen, vil jordemoderen, så snart hun fatter mistanke, informere jer om handlingsplanen, og tilkalde ekstra personale. Du vil blandt andet blive bedt om at ligge på ryggen og undgå at presse, da det kan kile skulderen mere fast. Personalet vil informere og hjælpe dig. Langt størstedelen af alle børn med dette problem, vil blive forløst efter, at den fødende, med personalets hjælp, samler knæene over maven (McRoberts manøvre).
Skrevet af Anette Frank Nielsen, Jordemoderstuderende