Infertilitet – Hvad kan vi gøre?
Når man oplever barnløshed pga nedsat frugtbarhed fx i forbindelse med uforklarlig infertilitet, stiller man sig selv det samme spørgsmål mange gange: Vil det nogensinde lykkes? Og hvad kan vi selv gøre, for at øge chancerne for at blive gravide? Der findes både forklarlig infertilitet og uforklarlig infertilitet.
Det er ikke usædvanligt at være sårbar og ude af balance. Både pga. situationen generelt, men er I i hormonbehandling spiller dette også en stor rolle.
Når man oplever infertilitet, kan man let komme til at føle sig anderledes og udenfor i sociale sammenhænge.
Vi har lavet et blogindlæg om de helt normale følelser og spørgsmål der opstår, når drømmene kræver hjælp. Det kan du finde her: Ufrivilligt barnløs – Når drømmene kræver hjælp
Vi har samlet de spørgsmål, som vi oplever oftest bliver stillet. Her kan I måske finde hjælp og vejledning til, hvad I kan gøre i en umådelig hård situation.
FAQ – Ofte stillede spørgsmål
Vi har prøvet at blive gravide uden held, hvad skal vi gøre?
Kontakt jeres praktiserende læge, som laver en henvisning til en udredning hos en gynækolog eller fertilitetsklinik. På de offentlige fertilitetsklinikker er udredning for infertilitet og en stor del af behandlingen gratis for både kvinden og manden.
Hvor længe skal vi forsøge at opnå graviditet inden vi søger hjælp?
Normalt henvises par til udredning, hvis de gennem et års tid har forsøgt at opnå graviditet uden held. Afhængig af kvindens alder, antallet af tidligere aborter, uregelmæssige blødninger eller andre problemer, kan det være oplagt at foretage udredningen tidligere i forløbet.
Det store spørgsmål – Hvad er infertilitet?
Ved et års uhonoreret graviditetsønske defineres dette som infertilitet (ufrivillig barnløshed).
Hvad koster en behandling?
På offentlige klinikker er behandlingen gratis. Der tilbydes typisk 3 inseminationer af sundhedssystemet og herefter 3 IVF forsøg. Ved de fleste offentlige klinikker skal I selv betale hormonerne, som kan være en bekostelig affære. Der tilbydes normalt kun offentlig hjælp til 1 fælles barn, og det er kun muligt at komme på venteliste inden kvinden fylder 38 år. Sidste behandling skal desuden være påbegyndt inden kvinden fylder 40 år. På private klinikker varierer prisen alt efter behandlingsformen, så I kan med fordel kontakte den ønskede klinik for et tilbud eller yderligere spørgsmål om infertilitet.
Offentlig eller privat klinik?
Når I som par har forsøgt at blive gravide uden held, kan det være svært at tage stilling til hvilke muligheder I har.
Et stort spørgsmål er, om det skal være en offentlig eller privatklinik. Det er et valg der udelukkende afhænger af jeres økonomi og tålmodighed ift. hvor lang til I vil vente. Serviceniveauet er ofte højere på en privatklinik, hvilket også er en del af det du betaler for. Desuden vil I ofte kunne opstarte behandlingen mod infertilitet med det samme.
Generelt ligger den faglige dygtighed på landets klinikker på niveau med hinanden, så den vigtigste faktor må derfor være at I føler jer godt tilpas på klinikken. De fleste klinikker har en offentlig tilgængelig statistik.