Når barnet ikke vil spise, kan forældrene hurtigt blive bekymret. Selv om barnet viser tegn på parathed, kan det have svært ved at få den første mad rigtigt ind i munden og synke. Måske skubbes maden ud igen. Det behøver ikke at betyde, at barnet ikke kan lide den.
Det skyldes sandsynligvis, at det ikke ved, hvad det skal gøre med maden og er uvant med konsistensen.
Viser barnet stadig interesse for maden, så prøv at give en ny skefuld mad forsigtigt ind i munden, indtil barnet ikke vil have mere. Det viser barnet ved fx at dreje hovedet væk eller holde munden lukket.
Kan barnet lide maden, tilbydes lidt flere skefulde de næste dage. Det er barnets appetit og lyst til mad, som bestemmer måltidets størrelse.
Tips og hjælp
Sådan kan du hjælpe barnet i gang med skemaden:
- Når barnet ikke vil spise, så vis barnet at du selv kan lide maden.
- Sørg for, at maden ikke er for varm
- Sød den hjemmelavede grød med frugtmos og kartoffelmosen med gulerods- eller pæremos
- Hav barnet på skødet, mens det spiser, så barnet oplever den tætte kontakt
- Hold øje med de signaler, der kommer fra barnet: Er det sulten? Hvad foretrækker det?
- Er mængden af mad passende og tempoet rigtigt?
Brug ikke samme ske som barnet
Brug ikke barnets ske, når du smager på barnets mad og viser, at du kan lide den.
Bruges samme ske, øges risikoen for at overføre bakterier, som kan give tidlig caries (huller i tænder) hos barnet. Tag heller ikke barnets sut eller sutten på flasken i egen mund, før den gives til barnet. Det kan hurtigt føre til sygdom.
Når barnet ikke vil spise
Når barnet ikke vil spise skemaden, har det måske brug for længere tid til at vænne sig til madens smag og konsistens. Giv ikke op. Prøv igen, næste gang barnet er veloplagt. Manglende lyst til skemaden kan også skyldes, at barnet er kommet for tidligt i gang. Er barnet endnu ikke 6 måneder, kan det være, det skal vente lidt med at fortsætte med skemad. Læs også på side 10 om barnets tegn på parathed til skemad. Er barnet 6 måneder, fortsættes med skemad, næste gang det er veloplagt.
Hvornår på dagen?
Det spiller ingen rolle, hvilken tid på dagen barnet tilbydes skemad. Det er vigtigere, at barnet er nogenlunde udhvilet og ikke alt for sultent, når det skal prøve noget nyt. Er barnet blevet for sultent, giver det ofte udtryk for, at det hellere vil have bryst eller flaske frem for skemad. Efter prøvesmagningen kan barnet få bryst eller flaske. Det er godt, at barnet deltager i den øvrige families måltider. Barnet lærer meget ved at se andre spise og skal opleve, at måltidet er en fornøjelig og hyggelig stund.
Børn er forskellige
Når barnet ikke vil spise, kan der være flere årsager. Der er børn, som accepterer den nye mad hurtigt, og som er parate til nye smagsoplevelser. Andre børn kan have brug for at smage samme ret måske 8-10 gange og over flere dage, før de accepterer den nye mad. Se det som sund skepsis fra barnets side, og hjælp stille og roligt barnet i gang. Prøv evt. også med en ny ret med en anden smag. Måske er det det, der skal til. Hvad appetit angår, er børn på samme alder meget forskellige. Der er børn, som spiser mad i store portioner, og børn som spiser små portioner. Men så længe barnet er rask og i godt humør, er der ingen grund til bekymring. Uanset måltidets størrelse har spædbørn brug for mange måltider på en dag for at få mad nok.