Sengeleje
Pasning af det syge barn er vigtigt, hold øje med sygdomstegn. Har dit barn høj feber og sover meget, skal du sørge for at barnet ikke udsættes for store temperatursvingninger. Klæd barnet let på, evt. med et lagen i stedet for dyne. Dyne og nattøj kan være for varmt. Barnet skal have lov til at være oppe, hvis det befinder sig bedst ved det. Pas på med kolde fødder og træk ved gulvet og fra vinduer.
Beskæftigelse
Dit syge barn trænger også til beskæftigelse alt efter sygdommens karakter. Giv dig tid til at hygge, læse, eller holde i hånd. Barnet har brug for ekstra omsorg og opmærksomhed under sygdom.
Mad og drikke
Under pasning af det syge barn skal du være opmærksom på at appetitten ofte er nedsat, men det har ikke så stor betydning at barnet kun spiser lidt, hvis det kun drejer sig om et par dage. Derimod er det meget vigtigt at barnet drikker rigeligt. Husk at opmuntre til at drikke og tilbyd noget barnet godt kan lide. Hold øje med mængden og med om barnet tisser. Især sygdomme med feber, opkastning og diarré kræver, at barnet drikker meget for at modvirke væsketabet.
Antibiotika
Det er ikke alle infektioner, der kan behandles med penicillin eller andet antibiotikum. Det er kun hvis sygdommen skyldes bakterier, at denne behandling virker. Langt de fleste infektioner skyldes virus, som ikke kan behandles med penicillin. Penicillin virker ikke febernedsættende. Lægen afgør, om der skal gives medicin.
I forhold til pasning af det syge barn – Medicingivning
Giv ikke dit barn medicin uden lægeordination. Smertestillende medicin sænker temperaturen kunstigt og kan være farlig for dit barn, da medicinen kan sløre barnets sygdomssymptomer.
Hvis lægen anbefaler behandling med medicin, så spørg, om du kan få medicinen i den form, der er nemmest for dit barn at tage. Det kan f.eks. være som mikstur, som stikpiller til endetarmen eller som tabletter. Det frarådes at give tabletter til børn under 1 1/2 år, samt at være yderst forsigtig med tabletter til børn op til 3-års-alderen
Skal medicinen spises, så giv den på en ske, og hold noget velsmagende parat til at “skylle efter med”. Hvis du blander medicinen i en hel sutteflaske eller en portion mad, kan du risikere, at barnet ikke spiser op og derfor kun får en del af medicinen. Tving ikke tabletter eller knuste tabletter i barnet, da der er risiko for fejlsynkning. Det er vigtigt at overholde lægens anvisning af dosis og hyppighed. Fortsæt med medicinen i den angivne periode, også selv om barnet synes at være blevet helt raskt.
Efter pasning af det syge barn – Raskmelding
Som hovedregel må barnet ikke møde i daginstitution, så længe det smitter.
Barnet skal være så raskt, at det kan deltage i almindelig leg og f.eks. være med på legepladsen.