Der kan være forskellige årsager til at man vælger, eller bliver anbefalet, at få et planlagt kejsersnit. Det kan blandt andet være fordi barnet vender med hovedet op i stedet for ned – en såkaldt underkrops præsentation, og man ikke har ønsket eller haft succes med at vende den lille. Det kan også være fordi man tidligere har fået en stor bristning eller et eller flere kejsersnit.
Uanset årsagen, står mange, både første- og flergangsfødende, med frygten: hvad sker der hvis jeg går i fødsel før mit kejsersnit er planlagt til?
Bare fordi man får en dato til sit planlagte kejsersnit, betyder det ikke nødvendigvis, at kroppen venter med at gå i fødsel. Utilregnelig som den er, kan kroppen finde på at gå i fødsel ’før tid’. Og hvad så? ”Skal jeg så føde normalt?”
Nej, det er ikke planen.
Når man har fået datoen for det planlagte kejsersnit, venter man hjemme, spændt som alle andre, på den store dag: fødslen – og dermed det første møde med den lille. Men selvom man skal have kejsersnit, skal man stadig være opmærksom på tegn fra kroppen om, at den er ved at gå i fødsel. Skulle vandet gå, eller skulle veerne begynde, ringer man ind på fødegangen. Her fortæller man, at fødslen er gået i gang og at man har tid til et planlagt kejsersnit. Det er også vigtigt at fortælle hvorfor du skal have et kejsersnit, men det skal personalet nok huske at spørge ind til. Har du tidligere født hurtigt, fortæller du også det.
Det der sker herefter er, at du kommer ind på sygehuset – stille og roligt. I enkelte tilfælde anbefaler personalet, at du bliver hentet af en ambulance. Når du ankommer til sygehuset, vil jordemoderen undersøge, om du er gået i fødsel og i så fald, hvor langt du er nået. Vurderer jordemoderen at du er i fødsel, vil man lave et kejsersnit, så hurtigt som det er nødvendigt. Kejsersnittet bliver dermed udført næsten som planlagt, blot under lidt andre omstændigheder og på en anden dag end i havde regnet med. Det er altså en god ide at have fødetasken pakket hjemmefra lidt før et planlagt kejsersnit, i tilfælde af at du skulle føde før.
Kejsersnit før tid
I ganske særlige tilfælde, er man nået så langt i fødslen når man kommer ind på sygehuset, at man ikke kan nå at lave kejsersnittet. Disse tilfælde gælder dem, der føder rigtig hurtigt. Kroppen arbejder og livmoderen er en stærk muskel, så man kan ikke helt bremse en krop der er i fuld gang med at føde. Dog kan jeg anbefale følgende:
- Det er vigtigt at ringe ind så snart du får vandafgang eller begyndende veer. Det er muligt at der gik flere timer før veerne kom efter vandet var gået sidste gang, men det er ikke sikkert det er sådan igen
- Hvis du får kraftig tyngdefornemmelse eller følelsen af at skulle af med afføring, kan det være hovedet der trykker godt ned i bækkenet. Her er det en god ide at gispe under veerne, især hvis du har pressetrang
Det er vigtigt at huske, at det virkelig er sjældent, at man ikke når, at lave et kejsersnit, også selvom det ikke blev tids nok til et planlagt kejsersnit. Og skulle man virkelig ikke nå det, så er man på en fødestue i de bedste hænder.
Skrevet af Anette Frank, jordemoderstuderende