Alma på to år er pylret og er ikke sig selv, da hun bliver afleveret mandag morgen klokken 8 i dagplejen.
Mor siger, at Alma har sovet rigtig dårligt og hun har ikke ville spise morgenmad. Dagplejeren skal bare ringe, hvis det ikke bliver bedre, siger moderen. Alma orker ikke de andre børn og snottet løber konstant. Hun græder meget og vil kun sidde hos sin dagplejer.
Hendes dagplejer konstaterer, at Alma ikke har feber, men hun har på fornemmelsen at Alma har fået en panodil om morgenen, så hun lige kan klare sig gennem dagen.
Almas dagplejer kan ikke komme i kontakt med forældrene, da hun forsøger at bede dem komme og hente Alma, og hun har til sidst ikke andet valg, end at putte Alma i barnevognen tidligere ned normalt. Alma har det skidt og er træt og pyldret.
Men lille Alma finder kun kortvarigt ro og vågner igen efter kun en halv times søvn, nu er hun helt utrøstelig.
Da forældrene endelig giver lyd fra sig, er klokken to og Alma har således været i pasning i 6 timer, hvor hun egentlig var for syg til at være der.
Børnene afleveres selvom de stadig er syge
Dagen efter meldes Alma syg med mellemørebetændelse, men allerede på anden sygedag bliver hun afleveret igen, nu er hun jo på penicillin og kan godt klare dagen i dagplejen, mener forældrene.
Det er ikke nyt, at rigtig mange børn bliver afleveret i pasning, hvor de rent faktisk burde blive hjemme, fordi de er for syge til at klare dagen. I en undersøgelse, lavet af BUPL (2013) fortæller stort set alle de pædagoger, der har deltaget i undersøgelsen, at de har oplevet forældre, der har afleveret syge børn. 37 procent af pædagogerne oplever, at det sker hver 14. dag eller oftere.
85 procent af pædagogerne svarer, at de har haft på fornemmelsen, at et barn blev afleveret på febernedsættende, smertestillende medicin, uden at det var aftalt med institutionen.
”Men det sker ofte, at børnene er så forkølede og snottede, at det er rigtig svært for dem at være i vuggestue og lege. De er kede af det og har gener af forkølelsen, men uden feber føler vi ikke, vi har mulighed for at sige fra,” lyder det fra en pædagog.
Men er feber virkelig et kriterie, for ikke at kunne fungere?
Børn kan udemærket have feber og alligevel fungere helt normalt, imens andre børn kan være syge uden at have feber.
En sygemelding må bero på en vurdering af almentilstanden, uden medicin. Er barnet for sygt til at kunne fungere ordentligt “en dag på arbejde” så skal den lille være hjemme. Efter en nat uden søvn vil de færreste, voksne som børn, næppe føle sig i stand til at klare en hel arbejdsdag, og en dag i institution er at betragte som en dag på arbejde.
Feberen kommer til middag, når pillens virkning har fortaget sig
Panodil-børn er kendt i institutioner, fordi barnets temperatur som regel stiger omkring middagstid, så forældrene bliver nødt til at hente midt på dagen, hvor barnet får feber fordi Panodilen har mistet sin virkning.
Panodil under graviditeten er også et velkendt fænomen.
Der er perioder, der er værre end andre, og i højsæsonen er det naturligvis værst. I BUPLs undersøgelse svarer en tredjedel af pædagogerne, at de hver eneste uge oplever, at forældre afleverer syge børn.
”Det er ofte i netop disse perioder, at hele institutionen rammes af sygdom. Forældrene afleverer deres børn, selvom de ikke er helt smittefrie og ikke har været feberfri. Derfor bliver disse sygdomsperioder forlænget, fordi børnene bliver ved med at smitte hinanden. Med stor risiko for os ansatte, som også bliver ramt af sygdom,”fortæller en pædagog.
Dagplejen rammes særligt hårdt
I dagplejen rammer den slags endnu hårdere. Når en dagplejer bliver syg, skal børnene i gæstepleje, hvilket kan være temmelig kaotisk på en travl morgen.
Ind i mellem er der ikke plads i dagplejernes egen gruppe, og derfor skal alle fire børn ud til fremmede dagplejere, det bryder forældrene sig bestemt ikke om, og heller ikke altid børnene.
Så når et sygt barn smitter sin dagplejer, har det faktisk temmelig store konsekvenser for mange andre børn, forældre og kolleger.